Cherie

Dansk Champion

  13. juli 1995 - † 16. december 2006

Nu er kennelens største personlighed rejst til hundehimlen. Cherie fik en livmoderbetændelse for 3 uger siden, da hun på dette tidspunkt var ved at være en træt gammel hund, ville vi ikke til at lade en gennemgå en stor operation. Så vi forsøgte med en kraftig pencilinkur og det virkede. Troede vi..............  

Lørdag morgen skrantede hun lidt, så Ole blev hjemme ved hende. Over middag ringede han til mig at hun havde fået det værre, jeg fik gjort mit færdig og kørte hjem. Hvor er der dog langt hjem fra Vejle..

Da jeg kom hjem, kunne jeg med det samme se at det var rivende galt med hende, hun ville hele tiden ud for at gemme sig og havde bare et ønske; få lov til at være i fred. Så ringede jeg til dyrlægen, for at han skulle kunne give hende den fred hun ønskede. Han kunne desværre ikke tage imod os, før efter en time, så det var bare at vente. Det gik så hurtigt tilbage med hende, at jeg var ved at være bekymret for at vi ikke kunne nå at komme til dyrlægen inden det blev for sent.

Vi nåede dog at komme derop og hans diagnose var, at det var livmoderen der var betændt og pga. hvor hurtigt det gik, var han sikker på at der var gået hul på den.

Selv om vi godt vidste at Cherie ikke havde så mange år tilbage, så var det virkeligt hårdt at skulle sige farvel til denne dejlige hund. Ingen har, som hun, kunnet snyde mig så meget på lydighedspladsen og aldrig før har jeg mødt en hund, der var så god til at lade de andre få skylden, der gik faktisk mange år inden jeg fandt ud af det. Cherie var min aller-første tæve og hun overbeviste mig om at tæver faktisk er mindst lige så gode, som hanhunde, om end ikke bedre.

Cherie var norsk import. Hun var stammoderen i vores kennel.

Hun var en meget mild og kærlig hund, der aldrig kunne drømme om at knurre af et menneske. Hun var en hund med en meget stor personlighed, faktisk den største jeg har mødt, til tider kunne hun blive fornærmet over noget (det var dog ikke altid vi vidste hvad), så nedstirrede hun os og surmulede. Hun kunne faktisk bære nag i en times tid. Lydighed var ikke lige det bedste hun vidste, der lærte mig at hunde også kunne bruge kvindelist, så hellere en udstillingsring, det elskede hun. Hun var ret god til at lade de andre hunde få balladen for hende, hun kunne starte med at gø, når så de andre fulgte trop, stoppede hun og lod som om hun aldrig havde gøet. På den måde var det ikke hende, men de andre der fik skældud. ;o) 

Det bedste i hele verdenen, ud over mad, var hendes bold. Hun kunne lege med den i timevis. Pindsvinene i vores have måtte også agere bold, dog med den forskel at hvis vi ikke reddede dem, så blev de slået ihjel. Muldvarper og mus blev der flittigt gravet efter, det eneste minus var at hun fik hjælp af datteren, Biloxi, det gik fint indtil de var ved at nå dyret, så kom de op og slås om hvem der skulle fange det, til stort held for dyret, som så kunne nå at forsvinde.

Cherie har været en pragtfuld moder for sine hvalpe, meget kærlig og med stor tålmodighed. Dog ville hun ikke dele hendes mad og bolde med dem. I hendes otium nød hun glæden ved at lege med sine børnebørn.

Rasken

Årets C-Hund i DcH Arden 1998  -  Årets Lydighedshund i DcH Arden 1998

22. November 1992 - † 7. Marts 2006

Nu er den stolte "kriger" hos os rejst til hundehimmelen. Sygdom og ælde var ved at knække hans stolthed, så derfor valgte vi at han skulle herfra, medens han stadig havde hans værdighed i behold, det skyldte vi ham, som tak for alt det han har givet os i de 13 år vi havde ham.

 Rasken var vores 2. buhund. Han var en herre der vidste, hvad han selv ville og det var ikke altid det samme, som os. Han tålte overhoved ikke andre hanner og kunne bedst lide tæverne omkring deres løbetid. Han var en meget kærlig hund med et meget stor beskytterinstinkt og elskede  sin familie meget højt. Han var faktisk ligeglad med andre hundes selskab og satte menneskers selskab højest.

Han var meget glad for at arbejde og hadede at komme på udstillinger. På lydighedsbanen gennem årene havde vi mange diskussioner om, hvem af os der bestemte, det aftog heldigvis med alderen. Vi tog til mange DcH konkurrencer igennem tiden, men han havde en tendens til ikke at ville arbejde optimalt når der var konkurrence. I alle disse år fik jeg kun point for Ronderingen to gange. Den ene gang fik jeg for vogtning af figuranten, da han fandt noget der lugtede spændende og 2. gang var fordi afstanden til figuranten var blevet kortere, så det kom bag på ham at figuranten lige pludselig stod der, den rondering fik jeg næsten fuld point for ;o). Rondering var ellers en af hans yndlingsøvelser, han lavde den altid fejlfrit til træningen. Når han var til træning i Team Buhund, fik han altid hans yndlingsøvelser: Rondering, Feltsøg og Apport.

Han elskede at samle ting op, lige fra tomme sodavandsflasker og ned til små papirstykker mindre end et frimærke. Men han ville have noget for det, snød man ham en gang for en guf, ville han se at man havde en inden han afleverede noget næste gang.

Han havde nogle mærkelige spisevaner, han åd Tanja's læbepomader og stjal alt hvad han kunne få fat i af hårdt plastik. Han havde fundet ud af at åbne låget til fodertønden, ikke for at tage foderet, men for at hugge foderbægeret. Et par fjernbetjeninger og en mobiltelefon har lidt samme skæbne, samt et utal af plastbægre, bøtter og plastflasker.

Rasken var en stor personlighed med sine egne meninger, som altid vil have en speciel plads i vores hjerter

Con

20. februar 1992 - † 12. november 1992

Con var vores første buhund, en kæmpe omvæltning fra en meget blød schæfer. Con var virkelig en stærk hund og ikke bange for noget som helst. Han var meget kærlig og en god følgesvend for vores, på daværende tidspunkt, 4 årige datter. De to havde meget fornøjelse af hinanden den korte tid vi havde ham.

Con havde sin helt egen ideer om hvordan livet skulle være; Vasketøj, var ikke noget der skulle hænge på en snor og flagre i vinden, det blev hevet ned. Måske fordi det var sjovt at fange det. En sandkasse var selvfølgelig til at grave i, når man så har det sjovt med dette graveri, skulle der selvfølgelig lyd på. Til stor frustration for hans omgivelser.

Jeg gik til træning i DcH med Con, han havde virkelig en fantastisk hurtig fatteevne. Når han havde fået vist tingene 1 gang, ja så kunne han det. Desværre nåede vi jo ikke så langt med ham.

Con havde en anden, noget farlig, sport. Han elskede at jagte biler, hvilket jo også kom til at koste ham livet. Han blev kørt over en eftermiddag og døde på vej ned til dyrlægen.

Til trods for den korte tid vi havde ham, nåede han virkelig at overbevise os om at den norske buhund var racen for mig/os. Selvtænkende, klog, lærenem og kærlig var nogen af evner Con havde.