TILBAGE

Hofteledsdysplasi hos hunde

Af dyrlæge Claus Sloth, Skovshoved

Artiklen er sakset fra Dyrefondets blad, Hunde-journalen, nr. 2/99, og må kun gengives med kildeangivelse
Trods erkendelsen af hofteledsdysplasi (HD) og en tilsyneladende ihærdig indsats for at komme sygdommen til livs, er det ikke lykkedes at få kontrol over den.
Den registrerede HD-hyppighed hos Dansk Kennel Klub (DKK) er inden for visse racer helt op mod 50%. Dette tal er baseret på de røntgenbilleder af hofteled, som indsendes til bedømmelse hos DKK i forbindelse med HD-bekæmpelsesprogrammet, og betyder, at op mod halvdelen af de fotograferede hunde har større eller mindre fejl i deres hofteled. Samtidig ved vi, at mange billeder ikke bliver indsendt til bedømmelse, hvis de har udsigt til en dårlig HD-status.
Dvs. man må antage, at den HD-frekvens, DKK angiver for hver enkelt race alt andet lige, reelt ligger højere.
Årsagen til disse nedslående forhold kan findes i sygdommens komplicerede årsager og udvikling samt vanskeligheden ved at stille en sandfærdig diagnose på et tilpas tidligt tidspunkt i hundens liv

 
Årsager til sygdommen
HD menes at have en polygenetisk multifaktoriel baggrund. Dvs. at der er flere arvelige årsager, der hver især kan påvirkes af forskellige "ikke-arvelige" forhold. Disse forhold er fx overfodring, størrelsen, væksthastigheden, hormonale forhold, muskelmasse mm. Men hvordan denne "årsagscocktail" nøjagtigt er sammensat, ved man ikke.

 
Udviklingen af HD
Vi ved i dag, at der er en direkte sammenhæng mellem 1øshedsgraden i hofteleddet og udviklingen af klinisk HD. Dvs. jo længere ledhovedet kan flyttes ud af ledskålen, jo større risiko er der for udvikling af HD.
Det antages, at hvalpe fødes med normalt udviklede hofteled, for derefter tidligt i deres liv at udvikle de ustabile hofteled som følge af arvelige og de omtalte miljømæssige faktorer (fodring, motion, væksthastighed mm.).
Fodring er den bedst dokumenterede miljømæssige faktor med indflydelse på udviklingen af HD. Flere veldokumenterede studier viser, at overfodring med tilsvarende overvægt øger graden af HD. Overfodring med kalk eller et forkert forhold mellem kalk og fosfor i foderet øger også graden af HD. Hunde med en arvelig tilbøjelighed, der samtidig overfodres, har en meget stor risiko for at udvikle HD. Overmotionering eller fejlbelastninger (glatte gulve, længere tids voldsom leg) af hvalpens hofteled forværrer tilstanden, hvis der er tendens til ustabilitet i hofterne.

 
Symptomer
Hofteledsdysplasi optræder traditionelt i to kliniske forløb. Det ene optræder, når hunden er 5-12 mdr. og viser sig ved alvorlige smerter, hvor hvalpen ofte vægrer sig ved motion eller udviser alvorlig halthed. Det andet forløb optræder senere i hundens liv (ofte efter 4 år) og har en mere kronisk udvikling. Den ytrer sig ved en mildere grad af smerte, som dog vil forværres med hundens alder, når den først er startet.
Prøver man at spå om det kliniske forløb ud fra røntgenoptagelser, bliver ens profetier ofte gjort til skamme. HD er en vanskelig sygdom at vurdere, fordi hunde med hofteled, som på røntgenbillederne ser meget dårlige ud, ofte springer glade rundt, mens hunde med milde røntgenforandringer udviser stærke smerter.

 
Diagnosen
Foreløbige tal angiver en arvelighed for hofternes løshedsgrad hos Schæfer på 0,61 og for Labrador på 0,45. Problemet er imidlertid at konstatere den sande løshedsgrad i det enkelte hofteled.
Det skyldes vanskeligheden ved objektivt at bestemme et hofteleds løshedsgrad.
Den internationalt anvendte HD-røntgenoptagelse udføres på en hund i rygleje, hvor bagbenene strækkes helt bagud, således at de ligger parallelt med bordpladen (vandret). Dette svarer nogenlunde til, at vi skulle have vurderet vores hofteled, mens vi sad i spagat.
Ved denne teknik vrides ledkapslens fibre rundt og formindsker derved ledkapslen kunstigt. Derved presses ledhovedet ind i ledskålen og giver et fejlagtigt, positivt indtryk. Dvs. vi får en vis portion "falske" gode hofter. Desuden er man henvist til en vis grad af subjektivitet i sin bedømmelse af sådanne billeder.
En ny optagelsesteknik er under udvikling. Her optages billedet af hofterne, mens hunden ligger på ryggen, men med benene pegende op i loftet. Man tager to billeder: et, hvor ledhovedet presses ind i ledskålen, og et, hvor ledhovedet presses ud af ledskålen. Man kan derefter objektivt måle løshedsgraden ved at sætte de to optagelser i forhold til hinanden. Denne teknik (PennHIP) kan udføres relativt tidligt i hvalpens alder og således give en tidlig diagnose til gavn for udvælgelsen af avlsdyr. Allerede i seks mdr.'s alderen kan man ud fra dette distraktions-index vurdere hundens tendens til HD med meget stor sikkerhed.
Indtil denne nye teknik er udforsket og udbredt tilstrækkeligt, er vi dog henvist til at diagnosticere HD ud fra de "strakte hoftebilleder".

Behandling

Det bør her understreges, at den bedste behandling for populationen selvfølgelig er at reducere frekvensen gennem et fornuftigt avlsarbejde jvf. ovenstående, men ser vi på den individuelle behandling af hunde med udviklet HD, er der flere muligheder og en meget god chance for, at hunden kan få et fint hundeliv.
Principielt kan man sige, at man kun behandler HD, hvis hunden er generet af tilstanden. Behandlingen kan være medicinsk, kirurgisk eller i form af akupunktur/guldimplantation. Den medicinske behandling foretages med forskellige gigtmidler. Nye præparater med reducerede bivirkninger er kommet på markedet de sidste par år (Rimadyl, Metacam, Romefen). Enkelte af midlerne kan anvendes dagligt uden bivirkninger.
Kirurgiske løsninger kan opdeles i de ledbevarende operationer og dem, der fjerner leddet. Er der tale om ingen eller meget milde forkalkninger i det syge led, kan man ændre på vinklerne i leddet ved at save de tilstødende knogler over og samle dem igen i en ændret position, der reducerer løshedsgraden i leddet. Er leddet så skadet, at det ikke kan bevares, kan man foretage en total hofteproteseoperation, hvor man udskifter både ledhoved og ledskål, helt svarende til den tilsvarende operation på mennesker. Denne operation løser radikalt hundens problem og vil i 95% af tilfældene føre til succesfuld fjernelse af smerterne. Der er ingen restriktioner på hundens motion efter sådan en operation.

Guldimplantation er en alternativ smertebehandling, hvor man indlægger små guldstykker omkring det defekte hofteled. Man mangler stadig den fulde forståelse af, hvorfor det virker på en del hunde, og samtidig savnes kontrollerede, opfølgende undersøgelser over, i hvilken grad det virker og hvor længe.

 
HD er til stadighed en stor udfordring for specialklubberne i Dansk Kennel Klub, for opdrætterne og selvfølgelig for dyrlægerne. Det er vigtigt at fortsætte det målrettede avlsarbejde. Og det er også vigtigt at gøre behandlingerne bedre for de hunde, der er syge - men det allervigtigste er, at vi ikke giver op og slår os til tåls med, at man må leve med problemet - det kan hverken hunde eller hundeejerne være tjent med
 
 

© Susanne Langhoff