Buhunden hører til i gruppen af hyrde- og vagthunde. Den må i høj grad siges at være en alsidig hund. Den har været brugt som hyrdehund til får, geder og andre kreaturer. Samtidig var den gårdens vagthund, der også sørgede for, at ingen uvedkommende – dyr som mennesker – kom i nærheden af gårdens dyr.  

Endelig er buhunden også blevet brugt til jagt på både elg, småvildt og fugle. I dag anvendes den til de tre ovenstående formål, men samtidig bruges den i flere lande som redningshund, servicehund for mennesker med fysiske handicap og i England anvendes den også som narkotikahund. Endelig holdes den som familiehund, hvor den har anlæg for såvel lydighedstræning som spor og agility.  

En mere alsidig hund skal man vist lede længe efter!  

Når hyrden ikke kunne komme længere, var det hundenes opgave at finde og drive dyrene ned til hyrden. For at finde evt. oversete dyr brugte buhunden sin gøen. Når den gøede blev dyrene forskrækkede og rørte på sig, hvorefter hunden hurtigt kunne finde frem til dem og få dem samlet nede hos hyrden. Her kom hundens store selv-stændighed den virkelig til gode. 

Foruden at drive dyrene ud og hjem, blev buhunden også brugt som vogterhund for husdyrene.

Det nævnes flere steder, at buhunden ligeledes blev brugt til jagt, men hvorledes denne jagt foregik/foregår melder historierne ikke noget om. Det kan dog sagtens tænkes, at buhunden blev brugt til at finde og jage vildtet op. Det er en meget stærk og udholdende hund, som også kan være meget gøende.  

Buhunden er avlet efter sine brugsegenskaber, hvorfor vi den dag i dag har en meget effektiv arbejdshund i den norske buhund. På landet hvor buhunden var mest udbredt var en god hund lig med en hund, der kunne sit arbejde. Udseende kom i anden række – om nogen række overhovedet.  

Man skal være opmærksom på, at buhunden ofte kan hyrde andre hunde i leg. Det er derfor vigtigt, hvilke legekammerater man vælger, idet mange hunde kan opfatte det som en direkte trussel og grov overskridelse af deres kropszone. Dette kan få nogle hunde til at reagere med forsvar. 

Generelt har buhunden en stor tolerancetærskel over for såvel hunde som mennesker, men den kan naturligvis også drives ud, hvor angreb er det bedste forsvar.  

Buhunden har meget let til gøen, hvorfor man fra hvalp af må søge at holde dette på et acceptabelt niveau.

Den falder ind under kategorien spidshunde, da den har den for spidshunde typiske oprullede hale, der bæres over på ryggen. Den har ligeledes opretstående ører.  

Den findes i farven hvede/meget lys beige til hen imod rødgullig med eller uden sorte hårspidser. Sjældnere ses den i sort. Hvid krave, bryst og poter er tilladt. Pelsen er glat med megen underuld. Pelsen kræver ikke megen pleje, men må dog børstes en del under de to årlige fældninger, hvis man vil undgå at have hundehår overalt.  

Den skal være velbygget, i balance og uden overdrivelser. Hanhunde bør være mellem 43 – 47 cm. høje, mens tæverne er mellem 41 – 45 cm. Vægten skal være tilpasset hundes størrelse – ofte mellem 12 -18 kg.  

Gennemsnitligt lever den norske buhund 12 – 15 år, og flere bliver endda ældre.  

Enkelte tilfælde af øjenlidelser og hofteledsdysplasi ses dog . 

Det er en meget glad hund, der gerne leger hele livet igennem. Den leger også gerne med andre hunde, men som tidligere nævnt må man være opmærksom på, at buhunden gerne hyrder under leg, hvilket de fleste andre hunde finder meget ubehagelig og uhøfligt.

Buhunden bør lære at omgås hunde af alle størrelser og udseende, men ikke alle er egnede som legekammerater.  

Fornuftig socialisering og miljøtræning i en tidlig alder er godt for denne fornuftige og selvstændige race. Til gengæld får man så en hund, der stort set magter enhver situation som voksen.  

Den er venlig, klog og lærevillig, men den arbejder ikke for at tilfredsstille dig! Er du ikke fair og venlig i din omgang med hunden, skal du ikke forvente, at buhunden gør som du ønsker. Ønsker du en ”robot-hund”, der kun ønsker at tilfredsstille dig, og se dig som fejlfri – så lad være med at anskaffe dig en norsk buhund! Den er klog, selvstændig og fornuftig – og fortjener at få lov til at være det.  

Den er kærlig og samarbejdsvillig, men forventer, at det gælder begge veje. Træning bør ske i korte sessioner, da buhunden hurtigt bliver træt af evindelige repetitioner.  

Indkald og afstandslydighed kan være to meget fornuftige ting at træne med denne hund. Dette kan være en stor hjælp til at håndtere dens hyrdeinstinkt, hvilket er nødvendigt, såfremt hunden skal kunne løbe løs i parker og skove. – Og buhunden har brug for at løbe løs.  

Buhunden kan som tidligere nævnt blive meget gøende, hvis man ikke er opmærksom på at dæmpe dette allerede fra hvalp af. Her er det vigtigt ikke at lade hunden være ude i haven alene, hvor den har stor mulighed for at udvikle vogtning. 

Buhunden kan naturligvis bruges til hyrdehundearbejde, men den kan have lige så meget gavn af andre aktiviteter. Lydighedstræning, sporarbejde, rundering og agility – ja alle muligheder er åbne for en buhundeejer. Man skal dog være opmærksom på, at tilpasse aktiviteterne, så hunden ikke bliver stresset. Hyrdehunde har desværre en tendens til at blive hurtigt stressede, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på det.  

Buhunden kan også sagtens have gavn af at hjælpe til i hjemmet. Den kan sagtens lære at hjælpe med små huslige gøremål, og den vil elske at tage del i familiens fællesaktiviteter.  

En glad og velstimuleret buhund er rolig og hengiven hund. En forsømt buhund vil til gengæld gø af kedsomhed.